Et Klassisk Hi-Fi Anlæg

Der sker lige nu et skifte, hvor det klassiske layout for et Hi-Fi anlæg bliver udfordret af ’magiske’ alt-i-et lydkasser, der reklamerer med at kunne alt – men alligevel intet kan, når det kommer til stykket.

Mono-teknologi fra 1957

Der er sket et skifte i lyd-reproduktion, og det skulle være tydeligt for enhver, hvis man valser ind i den lokale Fon… Nåh nej… Det var dengang, i dag kalder vi det El-Giganten. Men et hurtigt kig på hylderne dengang i forhold til i dag afslører at musikanlæg og højttalere hastigt er ved at degenere. Jojo, dengang var braset også lavet i hjælpeløst japaner-plastik, havde en forvrængning på den gale side af 10% ved bare jævn udstyring og det blinkede og lyste som kiggede man på en kombination af Las Vegas’ store Casinoer og Sallings udendørs juleudsmykning.

Fra sort/hvid til farve

Det er nu heller ikke selve kvaliteten i udførslen så meget som selve ideen bag apparatet, jeg vil pege på. For omkring 50 år siden blev der nemlig kæmpet en af vor tids vigtigste kampe, nemlig kampen om at at indføre det vi i dag kender som ”stereo”, og som skulle sikre os at vi ikke længere lyttede på en hjælpeløs trakt der spyttede lyd ud, men kunne nyde forskellig lyd fra to højttalere. Og efterhånden som lydteknikerne blev dygtige i studiet til ikke bare at lægge trommer i den ene side, guitar i den anden side og stemmen i midten, blev vi Hi-Fi entusiaster beriget med et lydbillede, således lyden blevet projekteret op foran os og kom til live. At gå fra mono til stereo og for første gange høre det på et godt anlæg, hvordan instrumenterne placerer sig på en scene foran dig, må have været en oplevelse på linje med at gå fra sort/hvid til farve TV.

Og det er lige præcis den vej det går nu. Bare med modsat fortegn! Vi går fra farve TV til sort/hvid i konsum-anlæggene. Fra stereo til mono. Og selvom anlæggene for 15-20 år siden var grimme plastik-rædsler med en lyd der havde samme åbne top som et stykke blafrende sølvpapir og en mellembas-gengivelse der mindede om den lyd det giver, når du sparker til en tom flyttekasse, så var det i det mindste to højttalere og en forstærker/CD-enhed! Det var tydeligt at Philips og deres japanske venner faktisk bestræbte sig på grundlæggende at ligne de anlæg, der kunne reproducere lyd ordentligt blot med et ungt og smart design. Men på trods af bedre teknologi, er det gjort langt mere besværligt at lave god lyd i dag, når det hele skal pakkes ind i samme kasse. Og selvom producenterne kalder det ”stereo”, så prøv lige at få et lydbillede ud af diskanter, der sidder 15 cm fra hinanden.

Musik på et klassisk hi-fi anlæg
Rigtig Hi-Fi med 2017 stereo-teknologi (desværre set gennem en sort-hvid linse fra mono-højttalerens tidsalder)

To terninger og en rumlekasse

Så siger du måske ”Jamen hør her, markedet for billig lyd har altid forsøgt at gøre lyd mere spiseligt”. Det er også rigtigt, det gjorde Bose med deres Lifestyle produkter i midt 2000-tallet med to snollede terninger i hvert hjørne af rummet og en rumlekasse, hvor hele omkvæd og instrumentsoloer kunne forsvinde i det manglende frekvensspektrum mellem sub og satellitter. Men i det mindste var det stereo, det kunne ikke betvivles, og gik man ned i den lokale Hi-Fi forretning kunne man hurtigt finde noget, der var såååå meget bedre, fyldte det samme og kostede det halve. Det var godt nok irriterende at høre ikke-audiofile familiemedlemmer og venner tale om Bose (og endnu dårligere satellitsystemer) som var proletar-audiofile Jesus genopstået for at vise den snobbede Hi-Fi verden, hvordan lydkvalitet, pris og størrelse kunne forenes i en slags hellig treenighed. Men det var da i det mindste stereo.

Er Snøvsen virkelig det vi stræber efter?

Hvem der aller først fik ideen med at tage begge satellitter og proppe dem ned i subwooferen, skal jeg lade være usagt. Dog har trenden skabt det, man kunne kalde en kløft mellem folks forståelse af lyd, god lyd og Hi-Fi. Lyd kommer åbenbart fra en kasse. God lyd kommer åbenbart fra en kasse, der hedder Sonos. Og Hi-Fi anlæg … ja, hvad er det lige det er? To højttalere? Er det nu ikke lige i overkanten til vores brug? Jojo, og det samme er farve TV vel, men skal vi nu ikke lige prøve ikke at falde tilbage til en teknologi til reproduktion af lyd, der med rette blev kasseret dengang kassettebåndet var det mest udbredte medie? I sidste ende er mono for lydkvaliteten, det samme som det ville være at binde vores ben sammen og hinke rundt som snøvsen hele dagen lang; komplet unødvendigt, selvom du måske kan stå lidt tættere på dine med-buspassagerer. Ikke så smart igen, vel?

Facebooktwittergoogle_plusmailFacebooktwittergoogle_plusmail