MQA fra Meridian revolutionerer streamingkvalitet

MQA fra MeridianMQA fra engelske Meridian Audio kan vende op og ned på hvor god kvalitet vi kan vente os af musikstreaming.

Og Meridian Audio som står bag MQA er ikke bare et tilfældigt hi-fi firma. De står bag blandt andet MPL (Meridian Lossless Packaging) som de fleste har oplevet, da det er en del af specifikationerne på Dolby TrueHD formatet som kendes fra eksempelvis Blu-ray.

Er MQA den næste revolution i streaming? – Siden Spotify lancerede sin streamingtjeneste tilbage i 2008, er markedet for musikstreaming mildest talt eksploderet. Desværre har tendensen været, at udvalget af albums og prisen på tjenesterne har været branchens fokusområder – En slags kamp for at tilbyde det absolut billigste – i nogle tilfælde gratis – og det største udvalg.

Kvaliteten af lyden har på intet tidspunkt været i fokus og i stedet for at forske i hvordan dén kunne forbedres ift. lydkvalitet kontra datamængde og båndbredde, har man holdt sig til lydformater som MP3, AAC og OGG der på hver sin måde kan være ganske OK men dog stadig er ‘lossy formater’ altså filer med musik hvor der mangler en del af frekvensområdet. Dette gjort for at få det til at fylde mindre og gøre det muligt at streame eksempelvis over en mobil dataforbindelse.

Heldigvis har vi set nogle få tjenester som eksempelvis Tidal, tilbyde musik i lossless kvalitet, altså det der kan sammenlignes med en 1:1 kopi af en CD. Det er selvfølgelig et skridt i den rigtige retning men sideløbende med streamingmarkedets eksplosion, har der været et voksende fokus på det vi i dag kalder ‘Hi-res’ musik – altså musik i høj opløsning, mange gange højere kvalitet end CD-formatet.

De fleste hi-fi interesserede kan nikke genkendende til formater som SACD (Super Audio CD) og DVD-Audio, der kom på markedet omkring årtusindeskiftet. De to formater kæmpede om markedsandele – ikke ulig VHS mod Beta Max og Blu-ray mod HD DVD – men vandt aldrig rigtig fodfæste hos andre end de inkarnerede entusiaster. En af grundende hertil har været at teknologien kun fandtes i relativt dyre afspillere og at antallet af udgivelser lod meget tilbage at ønske.

Der er sket rigtig meget siden og hi-fi apparater i dag, når vi taler netværksafspillere, receivere og visse bærbare afspillere, kan afvikle lyd i lige så høj kvalitet som fra en Super Audio CD. Nogle få onlinebutikker som eksempelvis HD Tracks, tilbyder musik i både DSD format men også tabsfri formater som FLAC, ALAC og AIFF i helt op til 24-bit / 352kHz. Det tilsvarer ’studio master’ kvalitet altså en 1:1 udgave af den master der blev færdiggjort i studiet. Problemet med disse formater er, at de fylder ekstremt meget både i forhold til opbevaring men bestemt også i forhold til at kunne blive streamet via internettet og det er hér Meridians revolutionerende MQA format kommer ind i billedet.

Målet med MQA (Master Quality Authenticated) er at kunne gengive musikken nøjagtigt som den blev produceret i studiet, vel at mærke i et filformat hvis størrelse kan sammenlignes med en CD, altså omkring 6-800mb.

MQA er ikke bare et format – det er en produktionskæde der går fra studiet, til distributionen, til dit anlæg og slutteligt til dine ører. Ordet ’Authenticated’ er ikke bare et smart udtryk, det betyder at alt musik i MQA formatet er ‘authenticated’ eller på dansk, godkendt af den pågældende kunstner før det bliver sendt på markedet.

MQA formatet er tilmed bagudkompatibelt med ældre afspillere og afspillere der ikke har MQA certificeringen. Det betyder blot at MQA-filen ikke afspilles i MQA-kvalitet men i stedet falder tilbage på CD-kvalitet. Faktisk er det lidt en fortalelse at kalde MQA et format. Det er i virkeligheden mere en slags, tja, skjult forbedring som kan pakkes i et hvilket som helst filformat, herunder FLAC, Apple Lossless mv. Hvis afspilleren er MQA-godkendt vil den gøre opmærksom på det, pakke den gode udgave ud og gøre det muligt at høre den fulde kvalitet af filen, altså nøjagtigt som den blev lavet i studiet.

MQA bliver tilgængeligt på flere måder og vil bla. kunne købes hos forskellige online musikbutikker. Ligeledes har streamingtjenesten Tidal meldt sig som MQA-partner, hvilket betyder at man i fremtiden vil kunne streame musik i studiekvalitet fra Tidals kæmpe bibliotek.

Allerede nu findes der MQA-certificerede produkter på markedet, altså afspillere der fuldt ud kan udnytte det revolutionerende format. Meridians egne produkter er selvfølgelig gjort klar til at håndtere formatet. Eksempelvis er den bærbare DAC/hovedtelefonforstærker Meridian Explorer V2 og den helt seriøse Meridian Prime hovedtelefonforstærker klar til MQA. Andre producenter har også meldt sig klar med MQA og den bærbare afspiller Pioneer XDP-100R vil ligeledes modtage en opdatering der gør den MQA-kompatibel.

Musik i MQA kvalitet er i skrivende stund så småt ved at være tilgængeligt og hvis man ønsker at holde sig opdateret på udgivelser, kan man med fordel følge nyhederne på MQA’s hjemmeside eller deres facebookside.

Facebooktwittergoogle_plusmailFacebooktwittergoogle_plusmail