Apple Music er i stykker og mit hoved eksploderer snart..

Apple-Music-er-i-stykker.. og det er Apple Music’s skyld! – Jo, indrømmet – det var lidt en Ekstra Blads-overskrift jeg valgte at sætte på dette indlæg, men jeg er sur.. nej, ikke sur – jeg er skuffet!

Jeg har efterhånden prøvet min andel af diverse streamingtjenester – Spotify, Wimp, Tidal, Rdio, Deezer.. osv. osv. men ingen, ingen uden undtagelse har endnu kunne tilbyde et produkt, som efter min mening tager musik seriøst. Prisen for den dårligste, mest skuffende oplevelse indtil videre, går uden tvivl eller rysten på hånden til Apple Music – Magen til halvfabrikata og fejlbehæftet service skal man lede længe efter.

Først vil jeg lige have på det rene at jeg faktisk er ret bidt af det gale æble. Jeg har gennem mange år udelukkende benyttet Mac computer og har haft iPhone siden den første kunne importeres fra USA. At sige jeg er glad for Apple produkter er en underdrivelse.

Derfor så jeg også med glæde frem til lanceringen af Apple Music. Endelig kunne jeg få en streamingløsning baseret på iTunes’ enorme bagkatalog og ikke mindst kunne jeg få en løsning hvor jeg kunne uploade de numre Apple Music ikke kunne matche, så jeg faktisk kunne have hele min musiksamling tilgængelig ‘i skyen’ selvom det måske ikke fandtes i Apple’s bibliotek. Det var desværre ikke helt det jeg håbede det ville være..

‘Vi har 25 millioner sange men vi mangler lige 25% af din samling..’

Indrømmet! – jeg har en lidt skæv musiksmag. Jeg har også en meget alsidig musiksmag, så min samling består af både mere eller mindre kendt pop, rock, hip-hop osv. men også af en del mere obskure ting. Dog ikke så obskure at jeg havde regnet med ikke, at kunne finde noget der ligner 25% af min samling. Det er måske lidt overdrevet og er egentlig primært baseret på min, relativt, lille vinylpladesamling på omkring 120 skiver.

Det første jeg gjorde efter at have tilmeldt mig Apple Music var, at starte fra en ende med vinylerne. Mange af dem har jeg ikke i digital form og i og med at jeg hører rigtig meget musik når jeg pendler frem og tilbage på arbejde, ville det jo være rart at have det i skyen, så jeg altid kunne lytte til det også når jeg ikke havde min bærbare pladespiller under armen.. Det’ gas! – jeg har ikke en bærbar pladespiller og dem der har, skal holde op med at gå rundt med den – Det ser dumt ud og det lyder ikke godt. Nå, men tilbage til pladesamlingen! – De første par stykker havde jeg slet håb om at finde. Det drejer sig om et par danske hip-hop vinylskiver som kun er trykt i 100 eksemplarer, så at de ikke var at finde hos iTunes, fint nok! De næste par stykker gik de lidt nemmere med. Bl.a. var det jo nemt at finde Agnes Obel og Antony & The Johnsons’ albums men SÅ begyndte det at gå ned af bakke. Ud af de første 30 vinylplader, kunne jeg ikke finde den digitale modpart til disse albums:
(Links peger til Discogs, hvis man skulle ønske at se mere om dem.. eller bare få bekræftet at jeg ikke er den eneste i verden der lytter til de her plader!)

Loose Fur : Born Again in the USA
Down By Law: Punkrockacademyfightsong
Da Lench Mob: Guerillas in tha Mist
Cage: Hell’s Winter
Buffalo Tom: Three Easy Pieces
NoMeansNo: Why Do They Call Me Mr. Happy?
 Olivelawn: Sap

Problemerne fortsatte jo længere jeg kom i samlingen af vinylplader, så jeg fandt hurtigt ud af, at det nok ikke var en løsning jeg skulle forlade mig på.

Apple Music – ‘Vi har færre matches end Tinder’

Min CD samling, som nu ligger i tabsfri ALAC format på min Mac, er jo selvfølgelig lige så broget som min vinylsamling, så jeg havde ikke store forhåbninger om at det skulle blive bedre, når dén skulle ‘matches’. …men hov! – Apple lovede jo, at de albums man havde på sin computer, blev ‘spejlet’ i skyen, så man altid ville have adgang til sin samling. De albums som IKKE fandtes ville så blive uploaded fra ens egen computer og komprimeret til iTunes  og Apple Music standarden som er 256kbps AAC.. (med DRM kopibeskyttelse!!! – mere om det senere) På den måde ville man så alligevel kunne have hele sin musiksamling i iTunes skyen.

Nu ved jeg ikke hvilken algoritme Apple vælger at benytte sig af, når de skal matche albums fra en PC/Mac’s iTunes bibliotek, til iTunes / Apple Music sortimentet – det jeg dog postivt ved er, at det ikke fungerer! – Hele mit iTunes bibliotek er sirligt udstyret med metadata om kunstner, udgivelses år, genrer og ikke mindst album covers til den aktuelle udgivelse, som i visse tilfælde er affotograferet fra den aktuelle CD. Alt det er Apple Music fløjtende ligeglad med. Hvis de finder et album de mener der matcher, så vælger den det – også selv om det ikke er samme udgave af albummet. I visse tilfælde får man også en ekstra gave i form af et album cover som slet ikke hører til den specifikke udgave af albummet!

Værre endnu er det dog, at nogle albums blev decideret forkert matchet. Der var i mit tilfælde flere af slagsen, men jeg husker specifikt Weezer’s debutalbum (også kendt som The Blue Album) som blev matchet som deres 3. album (også kendt som The Green Album) Album coveret var fra The Green Album, sangtitlerne fra The Blue Album og sangene var fra.. The Green Album!.. Så kan det ikke være gået mere i stykker. Nu opdagede jeg relativt hurtigt denne fejl, da jeg ikke har The Green Album i min samling, men når dén fejl kan ske, så er der ganske sikkert også sket en masse andre fejl og jeg har bare ikke fritid nok til at kigge 700 albums igennem for at se om de har det rigtige cover og at det er de rigtige sange der spiller, hvis man starter dem.

Ud af min samling på ca. 700 albums, vil jeg tro at ca. 15% af dem blev matchet (måske korrekt eller måske forkert matchet) på Apple Music – Dét på trods af, at rigtig mange af dem allerede findes i Apple Music’s bibliotek. Eksempelvis Daft Punk’s Random Access Memories var i mit bibliotek og det findes på Apple Music, men alligevel insisterede mit iTunes på at albummet skulle uploades fra min Mac, i stedet for bare at lave et match. Albummet er en ganske almindelig udgave og er kopieret fra en ganske almindelig CD, så der er ikke noget ‘løjerligt’ ved den.

Nu har jeg droppet alt der hedder matching og iCloud library i Apple Music og må igen til at synkronisere det musik fra min Mac jeg gerne vil høre på farten. Der er en gratis tre måneders prøveperiode på Apple Music men allerede nu kan jeg sige at jeg IKKE kommer til at betale for et abonnement når prøveperioden er udløbet. I hvert fald ikke med mindre der sker nogle drastiske ændringer i måden de håndterer match-funktionen. I virkeligheden ville det være relativt enkelt at løse ved at lade brugeren omdøbe forkerte numre, tilføje egne album covers mv.

‘One More Thing..’

Nej, jeg har ikke glemt at jeg nævnte det – DRM!.. Digital Rights Management – Apple var de første til at sælge musik online uden brugen af DRM / kopibeskyttelse / FairPlay – Det betød i sin tid, at din musik ikke var bundet til en Mac/PC eller iPod med din iTunes konto tilknyttet og det betød at du kunne vælge om du ville afspille din købte musik i iTunes, i Windows Media Player eller WinAmp hvis du var til dén slags. Fandme om nu ikke Apple genintroducerer DRM ! og ikke bare på hvilken som helst filer – på de filer der uploades fra din egen computer! – Apple Music kopibeskytter den musik du selv har købt, og selv lagt ind på din computer. Hvorfor? – jeg kan simpelthen ikke finde et svar på det. Er de bange for, at den musik du allerede har på din computer, kan blive hentet igen og afspillet uden for Apple Music’s rammer?.. Det er et stort skridt i den helt forkerte retning og Fair Play som Apple kalder deres DRM, er ikke fair for nogen som helst.

Tænk hvis en mand fra Stereo Studio en dag bankede på hos dig og medbragte en digital hængelås (nej, det findes ikke men bær over med mig) som blev sat på alle dine CD’er – Selvom du allerede har købt og betalt for dem i Stereo Studio (Nej, jeg ved godt at ingen køber musik i Stereo Studio nu når de kun forhandler stramme jeans og kasketter, men hvor køber man ellers en CD i dag?) Nøglen til hængelåsen lod han dig beholde, men kun til den dag du skifter CD-afspiller – når den dag kommer, så må man så se om man er heldig nok til at finde en ny CD-afspiller som manden fra Stereo Studio ville lade dig spille CD’erne på. I realiteten har du så ikke andet end købt musik på ubestemt tid med mulighed for at genforhandle retten til at afspille det, når den tid er udløbet.

DRM er et levn fra fortiden som vi alle er bedst foruden – jeg kan kun håbe at det er en dum fejl fra Apple’s side som bliver rettet, hellere i går end i dag.

 

Facebooktwittergoogle_plusmailFacebooktwittergoogle_plusmail