“Hovedtelefonforstærker? Nøøh, min telefon er sgu’ da fin!”

Oppo HA-2 HovedtelefonforstærkerDu har købt et par rigtig gode hovedtelefoner, har fået dem sat til smartphonen eller laptoppen og musikken spiller, men hvad mangler? Svaret er: Mere end du tror!

En hovedtelefonforstærker er løsningen! – Sagen er nemlig den, at køber du et par gode hovedtelefoner svarer det meget til at investere i et dedikeret Hi-Fi setup, for der skal nemlig tænkes højttalere OG forstærker ind i helheden, før det giver nogen mening.

Ingen højttalere har nogensinde haft godt af at blive sat til et gammelt plastik-minianlæg eller en 5.1 alt-i-et sag med indbygget DVD fra Bilka, og det samme gælder i høj grad hovedtelefoner.

Nu er det sådan, at nogle hovedtelefoner er meget nemmere at drive end andre både hvad angår modstand, som på de hovedtelefoner, der er sværest at drive, nemt kan være langt over 200 ohm, og følsomhed (hvor højt de spiller ved 1 watt tilført). Men hvis blot hovedtelefonerne er nemme at drive, og de kan spille højt nok, så er det vel fint det hele? Sådan kunne man fristes til at anskue det, men i den ligning glemmer man desværre, at lydtryk har meget lidt med lydkvalitet at gøre og her bliver det vigtigt med en god hovedtelefonforstærker.

Sandheden er, at den hovedtelefonudgang, der sidder på din laptop eller smartphone ikke bare indeholder en elendig hovedtelefonforstærker, der optager alt muligt indstrålet støj fra andre kredsløb, men også en konverter, der helt sikkert er langt fra at kunne konvertere det digitale signal til analog på en måde, der yder dine nye, lækre hovedtelefoner retfærdighed. Men en anden sandhed er jo den, at hovedtelefoner ofte ikke er noget man sidder med hjemme i favoritstolen eller på sofaen, men er lavet til at tage med, så musikken kan nydes i tog, bus, park eller lignende.

Men i stedet for at give op og sige “Nå jah, det går vel også”, så er der heldigvis muligheder for at forbedre lydkvaliteten markant via en bærbar hovedtelefonforstærker og/eller DAC, så alle detaljerne fra de dyrt indkøbte hovedtelefoner ikke går til spilde, bare fordi du lige er på farten. Hvis det er laptoppen, du bruger mest, så er Meridian Explorer og Audioquest Dragonfly begge gode bud. Med deres avancerede signalbehandling evner de at hæve niveauet på musikgengivelsen betragteligt og virkelig gengive detaljerne og rummet i musikken med autoritet, og er samtidig så kompakte at de let kan blive væk i din jakkelomme. Der er naturligvis lydmæssig forskel på de to, så glem ikke at lytte på din hovedtelefonforstærker før du køber, hvis du har mulighed for det.

Er det telefonen, du bruger som kilde, har du i stedet brug for en dedikeret hovedtelefonforstærker med eget batteri, da telefonens batteri i sig selv er for lille til at give dem strøm. Det betyder, at størrelsen på hovedtelefonforstærkeren / DAC’en nødvendigvis bliver en smule mere pladskrævende end de nemme USB DAC’s til PC og Mac. Der er tilgengæld også dømt virkelig fed lyd fra disse mobile hovedtelefonforstærkere med indbygget DAC, da de tager det rene digitale signal og ikke det analoge fra hovedtelefonsudgangen, hvilket sikrer en meget renere lyd. En af det mest interessante lige nu, er den vellydende Oppo HA-2, hvor der faktisk er blevet plads til den fremragende ESS Sabre 32 Reference chip, der virkelig hæver overliggeren. Oppo’en kommer især til sin ret sammen med krævende hovedtelefoner, der i forvejen er svære at trække som eksempelvis et par AKG 701 eller Sennheiser HD 650.

Så hvis du står og skal have fat i, eller allerede har, et par hovedtelefoner i rigtig god kvalitet, må du endelig ikke glemme en DAC eller hovedtelefonforstærker / DAC-kombi til at sørge for, at du nu også får absolut 100% ud af dine hovedtelefoners potentiale. Hvis de kunne, ville dine hovedtelefoner takke dig!

Facebooktwittergoogle_plusmailFacebooktwittergoogle_plusmail