Simple Songs og en introduktion til Jim O’Rourke

Jim O'Rourke - Simple Songs

Jim O’Rourke’s ‘Simple Songs’ album
er netop landet.

Efter 14 års venten er det første vokalalbum, eller pr. kunstnerens egen definition ‘pop album’, fra Jim O’Rourke siden ‘Insignificance’ endelig på gaden.

Første gang jeg hørte Jim O’Rourke, var på soundtracket til komediedramaet ‘Love Liza‘ – en film fra 2002 med den fremragende Philip Seymour Hoffman i hovedrollen som den deprime Wilson Joel, en mand som efter, at have mistet sin kone til selvmord finder trøst i, at bygge modelfly og sniffe dampene fra limen han samler modellerne med.
Soundtracket er ikke officielt udgivet men består bl.a. af numre fra O’Rourke albummene ‘Insignificance‘, ‘Eureka‘ og EP’en ‘Halfway To a Threeway‘ – Titelnummeret fra sidstnævnte er i virkeligheden nok det nummer jeg husker tydeligst, at bide mærke i. Et ‘folky’ melodisk nummer med en i dén grad lyrisk twist af sort humor – et gennemgående tema for mange af O’Rourke’s tekster.

Jim O’Rourke er svær at putte i en kasse og sætte mærkat på. Musikalsk spænder hans karriere over årtier, genrer og positioner. Ovenstående albums er de definitivt mest tilgængelige og her det anbefales at starte. Fra art-rock albummet ‘Eureka‘ til post-rock perlen ‘Insignificance‘ over den folk-inspirerede ‘Halfway To a Threeway‘, skal man være ualmindeligt uimodtagelig for god musik, for ikke at sætte pris på.

Resten af herrens diskografi, spænder ekstremt bredt fra musique concréte albummet ‘Scend‘ over i glitch/ambient med ‘I’m Happy and I’m Singing and A, 1, 2, 3, 4‘ til støjalbummet ‘Electric Dress‘ med Merzbow og fri-jazz eksperimentet ‘And That’s The Story of Jazz…‘ med Akira Sakata. Der er meget, meget mere materiale at gå i gang med. Har man mod på lidt instrumentalt, anbefales det at tage et lyt på ‘The Visitor’ fra 2009. Albummet består af ét nummer á ca. 38 minutter, hvor alle instrumenter spilles af O’Rourke. Nummeret er i øvrigt fuldstændig uredigeret, og de respektive instrumenters spor er optaget i ét hug. O’Rourke benyttede sig til optagelsen af Pro Tools (computerprogram) men nægtede, at behandle det som sådan. Han brugte det i stedet som han tidligere brugte en båndoptager, uden muligheder for at klippe/klistre. Dét forlængede indspilningen med mere end et år.

I øjeblikket er det ikke muligt, at finde O’Rourke’s vokalalbum på streamingtjenester. Han valgte på et tidligt tidspunkt, at hans musik ikke skulle udgives digitalt, fordi det ikke er den rigtige måde at opleve det på. For nyligt har han dog besindet sig og de tre ‘pop album’ plus ‘The Visitor‘ kan nu købes hos Drag City.. men – selvfølgelig, fristes man til, at sige – kun som tabsfri FLAC. Det er jo glædeligt, at der her er en musiker som rent faktisk går op i hvordan hans værker opleves. Som det så fint fremgår af omslaget til ‘The Visitor‘ “Please listen on speakers, LOUD!” og det er dét han laver musik for – en oplevelse på højttalere. I et interview fra 2013 udtalte han, at hans musik er lavet til dem der lytter til musik på et stereoanlæg.

Det nyeste album ‘Simple Songs‘ er endelig udkommet og genremæssigt ligger det tæt op ad ‘Eureka‘ med en kraftig påvirkning af ‘The Visitor‘ fra 2009. De første numre fra ‘Simple Songs‘ er lavet i samme perdiode og kigger man på omslaget til de to albums, er det da også tydeligt at der her er en sammenhæng.

Det virker på mange måder som om, at Jim O’Rourke er vokset som kunstner. Hans vokal har en større rækkevidde og han virker ikke bange for, at udfolde den. Sammenlignet med de tidligere albums, er det ikke længere en genert Hr. O’Rourke vi har med at gøre – Han er selvsikker og specielt på nummeret ‘Hotel Blue’ opleves det hvor kraftigt han faktisk kan synge.

Musikken er kompliceret men tilgængelig og dét, at inkludere både tuba, fransk horn og strygere og så i øvrigt udelukkende benytte sig af japanske musikere gør, at det på trods af, at virke simpelt ved første lyt, er ganske multifacetteret. Ved nærmere gennemlytning bliver man belønnet med et fintmasket instrumentalt tæppe og voksende harmonier – hovedsageligt med guitar og klaver men krydret og fuldendt med en perlerække af andre instrumenter. Man glædes på nummeret ‘Last Year‘ over Daisuke Takioka’s velplacerede tuba og på ‘End of the Road‘ over Atsuko Hatano’s  følsomme strygerarbejde.

Simple Songs‘ er alt andet end titlen antyder. Her er gennemarbejdede kompositioner, lyriske finurligheder og genrebøjende instrumentglæde. Albummet har været 14 år undervejs og man må sige, at O’Rourke har leveret varen. Det her er et album der lige så godt om 20 år, som det er i dag. Nøjagtigt som det er med størstedelen af hans tidligere værker.

Som det sidste, vil jeg kort komme ind på lydkvaliteten på albummet. Jim O’Rourke har arbejdet som producer og mixet et utal af albums, for bl.a. Wilco (han lavede det endelige mix af det legendariske ‘Yankee Hotel Foxtrot‘ album), Will Oldham, Sonic Youth, Joanna Newsom og mange flere. Manden er bestemt ikke uvant i et studie og det høres tydeligt på ‘Simple Songs‘ – Det her er ubetinget det mest analogt lydende musik jeg nogensinde har hørt spillet fra et digitalt medie*

O’Rourke ytrede i et interview, at et instruments klangfarve og placering i et stereoperspektiv, blev ændret når det blev redigeret digitalt. På den ene eller anden måde er det i hvert fald ikke sket her, så jeg kan forestille mig, at albummet er produceret ved samme fremgangsmåde som på ‘The Visitor’ – altså ingen redigering, kun optagelse i det digitale domæne. Albummet er fuld af dynamik, stereoperspektiv, dybde, rum og luft.

Det er svært ikke, at ende i for mange superlativer hvis jeg skal beskrive dette album ydeligere. Gør dig selv den tjeneste at lytte til det – Du kan købe det her hos DragCity i FLAC format for kun $11 – Er du ikke klar til at lægge skillingerne, kan du høre hele albummet her, om end i en ikke særlig god kvalitet.

*Min omtale af ‘Simple Songs’ er lavet ud fra FLAC versionen. Min vinyludgave er på vej med posten.

 

FacebooktwittermailFacebooktwittermail